Jeg har lært min første lektie som ‘klassisk bil’-hobbyist. Den lyder omtrent sådan:

Pil ikke ved noget, med mindre du ved hvad du gør.

Værd ydmyg. I dag viste det sig at jeg havde været lidt for pilfingret.

Det startede for nogle uger siden, hvor Rekorden havde svært ved holde sig i live i tomgang. Hver gang jeg koblede ud ved nedbremsning, mod fx et kryds, gik motoren ud.

Rekorden er udstyret med automatchoker, som udløses ved at træde speederen i bund inden tænding. Vognen kan imidlertid sjældent starte uden at få lidt saft, derfor kommer man nemt til at aktivere chokeren, hvis man er ukoncentreret. Og så må man altså køre rundt på fed blanding indtil motoren er driftsvarm.

Jeg tolkede derfor motorsvigtene som et samspilsproblem mellem sommerens varme og chokerens fede blanding (uden for øvrigt at have nogen baggrundsviden om dette). Anledt af min nyvundne selvtillid som hobbymekaniker fra succeshistorien med egen installation af kondensator og platiner, tænkte jeg: “Dén fikser jeg!”. Jeg glemte at være ydmyg.

Zen og kunsten at justere tomgang.
Jeg kastede mig over at skrue lidt op for tomgangen. Umiddelbart ingen grund til panik. Men jeg var ikke tilfreds. Jeg mente at kunne forfine og perfektionere tomgangen endnu mere. Og så gik det galt.

Der sidder en skrue ved siden af tomgangsskruen. Det er skruen til at justere benzin/luft-blandingen. Dén gik jeg i lag med. Blandingen blev en del federe og motoren sprang lystigt op i omdrejninger. Så lidt mere justering på tomgangsskruen. Og lidt mere på blandingsskruen. Frem og tilbage, og et par justeringer til. Tilsidst var jeg tilfreds. Motoren spandt (forekom det mig), og jeg brystede mig af endnu en hobbymekanisk bedrift.

I ugerne efter begyndte jeg imidlertid stille og roligt at lægge mærke til flere og flere unoder ved Rekordens opførsel: Eftertænding, et ualmindeligt stort benzinforbrug, larmende høj tomgang og en mere doven acceleration.

I dag kørte jeg slæden til min mekaniker som tjekkede karburatorindstillingerne og målte udstødningens CO2-koncentration. “Den er jo på nippet til at drukne” var hans konklusion. Han rettede op på mine fiksfakserier, og nu opfører Rekorden sig igen som en flyder med spark i.

Man lærer noget nyt hver dag…